onsdag den 5. december 2007

Så er del.icio.us på plads.

Det ser jo helt fornuftigt ud at få lidt orden på de foretrukne. Er efterhånden blevet meget tilbageholdende med at føje foretrukne til, fordi det er en frygtelig stor og rodet liste, jeg allerede har. Men nu skal der skabes orden - foreløbig i 4 sider (HØH), men der skal nok blive lagt mange flere på hen ad vejen.

mandag den 26. november 2007

I denne uge er jeg tidligt ude.

Men det skyldes primært, at jeg hjemmefra på en stille søndag eftermiddag kiggede lidt på denne uges opgaver. Hev tilfældige bøger ned inde fra reolen og fandt ud af, hvor nemt det er at oprette sin egen bogsamling. D.d. har jeg så sørget for, at I kan se skiftende forsider fra min samling - og skulle I få lyst, så kan I da også godt låne dem. - Altså: Ting 8 og 9 er løst og det var ikke så slemt.

Mine egne tilfældige bøger fra reolen derhjemme.

torsdag den 22. november 2007

...og han var her stadig, da jeg kom i morges.

Jeg frygtede, at min nye grønne Messenger-ven skulle være gået hjemmefra i løbet af natten, men heldigvis er han her stadig.
Formiddagen har jeg tilbragt på BibLab-kursus om Mandelitteratur - et relativt "sort hul" for mig. Smaddergodt kursus, hvor Bodil og Helen guidede os igennem lad lit, spænding, dokumentarbøger, biografier m.v., der appellerer til den mandlige læser. Kurset dubleres i januar og til de kommende kursister kan jeg kun sige: Glæd jer.
Nu venter en aftenvagt i det danske biblioteksvæsen og syndfloden af opgaveskrivende skolelever. - Godt at have morgendagens Oktoberfest at se frem til.

onsdag den 21. november 2007

Jeg har fået en grøn mand i min proceslinie...

... men det tog da sin tid. Jeg har snart flimmer for øjnene og brug for listige små sedler for at huske alle de login og koder, jeg efterhånden har skrabet til mig. Hænger altså stadig på med de 23 ting - har kæmpet mig gennem 6. og 7. ting - sig mig, bliver det bare værre og værre? Tungen lige i munden og helst ingen afbrydelser, for så skal der da nok gå totalt ged i det. Suk og støn, men også WAUW, når det lykkes.
M.h.t. denne uges ting: Jeg vil næppe bruge Google Talk - tror mere på Messenger. Kender flere chat-programmer fra Biblioteksvagten, hvor vi p.t. bruger VRLplus og Messenger (sidstnævnte har vi overtaget fra Det Nordjyske Landsbibliotek - og her opererer vi under navnet "Din bibliotekar"). Jeg har "mixed feelings" omkring chat; egner sig fint til visse spm., men rigtig dårligt til komplicerede spm. - og så er specielt de unge spørgere ualmindelig utålmodige. De rykker, spørger om man stadig er der m.v., medens man febrilsk prøver at finde svaret eller en god side med den relevante information. Jeg vil længe - og ikke for det gode - huske den besøgende, der (mens jeg arbejdede på højtryk med hans spm.) skrev: "Fuck, hvor er du langsom" (scusi, men det skrev vedkommende altså) - dér havde jeg vældig lyst til bare at lukke og slukke.

torsdag den 15. november 2007

Nyt billede

Thomas er ikke helt tilfreds med, at jeg præsenterer ham med en skitse, så nu har jeg lagt et færdigt billede på.

Jeg nåede det!

Pyha - det er med at være på stikkerne, hvis man ikke skal komme bagud med de 23 ting. I en uge, hvor jeg har haft weekendfri, været tilforordnet, skullet forberede biblab-kursus og liiige klare de andre gøremål med Flyvende Kufferter, Opsøgende arbejde (hos kaptajn Arne - nu uden Nisse) , lidt vagt m.v. - tjah, så var jeg sørme bange for at blive hægtet af. Men NU har jeg været gennem ugens program. Må dog gå til bekendelse: Jeg har bidt mærke i, at registrering på Overskrift.dk er frivillig. Helt ærligt synes jeg ikke, at min blog er så interessant, at alle andre bloggere i det danske rige skal kunne hitte mig. Så jeg har blot snuset lidt rundt på sitet.

fredag den 9. november 2007

Og endnu et billede

Flere bloggere har lagt fotos af egne børn på. Jeg vælger at vise, hvad min søn kan. Thomas er 20 år og brænder for kunst og film.

Et billede er kommet på

Dette her er faktisk rigtig sjovt. Nu er det lykkedes at få et billede på min blog; julefrokost hos naboen.

mandag den 5. november 2007

Nybegynder bøvler

Uha! Det er ret spændende dette hér. Heldigvis havde jeg i forvejen en g.mail - som jeg bare havde glemt adgangkoden til :-) Bøvle-bøvle, ny kode - og nu skal jeg så se, om jeg virkelig har fået min blog på benene.